Fagforeningerne og deres vigtige rolle

Fagforeninger, eller fagforbund, har i mange år været en uomgængelig del af det danske arbejdsmarked og af vores forestilling om et sundt og lige samfund generelt. Dette ses blandt andet i de såkaldte trepartsforhandlinger, som har fundet sted siden 1899. Her mødes finansministeriet, arbejdsgiverorganisationer og fagforbund i form af det, der kaldes hovedorganisationer, til forhandlinger om overenskomster samt større aftaler om eksempelvis dagpenge.

Der er således en lang tradition for, at danske fagforeninger er en jævnbyrdig spiller i forhold til at sikre gode grundvilkår for lønmodtagere, og det er ikke noget tilfælde, at trepartsforhandlingernes indførsel fandt sted i slutningen af 1800-tallet, cirka et halvt århundrede efter at den industrielle revolution for alvor begyndte i Danmark. Overgangen fra et landbrugssamfund til et industrisamfund betød, at mange mennesker flyttede til større byer for at arbejde på fabrikker. Denne nye samfundstendens resulterede i et behov for at sikre grundlæggende vilkår for de mange nytilkomne, der som regel arbejdede under farlige og sundhedsskadelige vilkår samt til en lav løn.

Dette blev grobunden for de fagforeninger, vi kender i dag, og med erkendelsen af, at man blev nødt til at organisere sig bedre, var det første skridt taget mod den indflydelse på arbejdsmarkedet, som endelig blev anerkendt med trepartsforhandlingerne. Når man i dag læser om de, efter nutidige standarder, dybt kritisable vilkår, som mange mennesker arbejdede under i 1800-tallet, kan man måske fristes til at spørge, hvorfor man burde vælge en fagforening i dag – vores vilkår er jo meget bedre. Det er selvfølgelig korrekt, men når man forstår den historiske baggrund for fagforeningernes opståen, er man selvfølgelig også bevidst om, at de gode vilkår, vi nyder i dag, er resultatet af mange års arbejde. De er ikke noget, som altid har været der – af samme grund kræver det også en aktiv indsats at bevare dem.